Der er flere vigtige ting der gør sig gældende når man skal købe sele og snor til sin kanin. For det første skal man huske at ringen på selen hvori snoren skal sættes fast skal sidde bagerst på rygstykket ved mavebæltet. På langt de fleste seler man kan købe i butikker i dag sidder ringen midt på rygstykket, og disse seler er altså ikke lovlige ved officielle konkurrencer og bør derfor heller ikke benyttes ved almindelig træning. En af grundene til at denne type sele ikke må benyttes er at placeringen af snoren midt på rygstykket belaster kaninernes halsparti og rygmuskulatur unødigt og kan være direkte farlig for kaninen ved uhensigtsmæssig brug!
Husk derfor altid at snoren skal fastsættes ved mavebæltet og aldrig nogen som helst andre steder på selen. Ligeledes er brug af halsbånd eller ”kryds”seler med stramme/kvæleeffekt ved halsremmen strengt forbudte at benytte!!!!

Der er kort sagt kun to typer lovlige seler i Danmark: H-selen og Brystselen, på begge seler fastgøres snoren bagerst på rygstykket.

Jeg foretrækker selv at bruge H-selen da det er den jeg altid har brugt og dermed har størst erfaring med. Men det forlyder at brystseler skulle være yderst brugbare til kaniner som af den ene eller anden årsag ikke føler sig tilpas i H-seler, desuden skulle brystseler være gode til kaniner som har tendens til at "lægge sig" i selen (altså trækker til de er ved at kvæles) samt kaniner som springe fladt over springene eller sparker....



Ved billedet herover kan det ses hvor stram, eller løs om man vil, en korrekt tilpasset H-sele skal være.

Den næste meget vigtige ting er om selens størrelse nu også er rigtig for kaninen. Når jeg skriver selens størrelse så tænker jeg på rygstykket; hals- og mavebæltet kan altid tilpasses, men hvis rygstykket ikke passer kaninen kan det få ret uheldige følger under seletræningen. En god huskeregel er at mavebæltet skal sidde lige bag kaninens forben, og ikke kun når den sidder stille – også når den har bevæget sig lidt. Hvis rygstykket er for langt vil mavebæltet ryge ned og sætte sig lige foran lårene og bagbenene, og da alle kaniner er kildne på maven der vil dette bevirke en fuldstændig ustyrlig og ofte meget vild kanin – og seletræningen jeg beskriver i trin 1-10 vil bestemt ikke virke efter hensigten. Desuden vil det også meget let kunne resultere i at bagbenene kommer op og sidder fast i mavebæltet, og det kan igen skabe en meget farlig situation for kaninen. Bare lige for en ordens skyld vil jeg da nævne at problemet med et for langt rygstykke IKKE løses ved at spænde mavebæltet strammere....

Når du sætter selen på din kanin, så må du ikke stramme hverken halsrem eller mavebæltet alt for meget, det må under ingen omstændigheder sidde så det gnaver eller irriterer din kanin – men selvfølgelig skal den heller ikke sidde så løst at kaninen ”springer” eller bakker ud af den.

Hvor skal man så købe en sele der er lovlig til kaninhop? Ja, der findes flere gode steder her på nettet og jeg har sat linkene på til de 3 mest kendte seleforhandlere. Så kan man selv kigge og vælge (Vær opmærksom på at Libra Artic er et svensk foretagende, de to andre er danske!).

Bygholmselen Tawini Selen Libra Artic

Jeg køber altid selv mine seler hos ”Bygholm Selen”, de er i virkelig god kvalitet, der er et stort udvalg af farver, prisen er billig og vigtigst af alt så bliver selen syet så den er tilpasset den enkle kanin. Til dværgvæddere anbefaler jeg et rygstykke på 7- 8 cm, til hollændere 8- 9 cm og til Belgisk Hare 9- 10 cm., husk at disse mål er beregnet til voksne dyr; hvis du skal købe sele til  en unge skal rygstykket selvfølgelig være kortere for at passe korrekt til kaninen. Når jeg bestiller seler, bestiller jeg dem ligeledes udført i 10 mm bånd. Det gør jeg, da jeg meget ofte har oplevet at kaninen har svært ved at vende sig til halsremmen hvis den er lavet i tykkere materiale, det må også være svært irriterende da kaniners hals jo ikke er ret lang.

  Længden på snoren afhænger en del af personen i den anden ende. Jeg bruger helst selv snore der er 3 m lange, men begyndere og børn har ofte svært ved at holde styr på en lang snor, og da er snore på 1,5 m rigeligt lange. Jeg vil dog på det kraftigste advare imod at man køber en snor som er kortere end de 1,5 m, den bliver hurtigt for kort når man som hopper bliver bedre til at holde styr på snoren og kaninen har fundet ud af hvad hop går ud på. I modsætning til selve selen synes jeg ikke det gør noget at snoren er udført i 15 mm bånd, så er der lidt mere at have fat i – men det er jo igen hvad man som fører bedst kan lide.

Billedet herunder viser Aase Bjerner, indehaver af "Bygholm Selen" i færd med at sælge seler under DM 2006 - læg mærke til det store udvalg!

 

Maria Banke, Vissenbjerg - FYN    MAIL